Herlig folkemusikdag i Traktørstedet

Herlig folkemusikdag i Traktørstedet

Frivillige ved Spøttrup Borg holder Traktørstedet åbent hver weekend gennem sommermånederne juni, juli og august.

I Kulturugen byder stedet på en herlig folkemusikdag – torsdag den 13. juni fra kl. 16:30 til ca. 21:30 – i samarbejde med Spøttrup Cirklens musikgruppe. Arrangementet er støttet af Spar Nord Fonden og Kulturelt Samråd.

Til de, der vælger den nemme løsning – for at kunne nyde hele koncerten i ro og med mag – sørger vi for, at Vocatus er tilstede med den berømmede panini-ovn. De passer perfekt til kold øl eller hvidvin – og hvis sommeren tillader det, nydes maden selvfølgelig i verdens smukkeste gårdhave.

Hjælp os med at forberede Vocatus på, hvor mange, der ønsker at spise, ved at sende en mail til borgenssommercafe@gmail.com – så går det nemmere for os, der arrangerer.

Koncerten er gratis, men den kræver billet, og når de er klar til at blive delt ud forskellige steder i Rødding, omkringliggende byer og helt i Skive, ja så kommer det her på siden og annonceres vidt og bredt, så man skal være hurtig, for der er egentlig ikke ret mange!

 

Det er de her, der kan opleves:

 

Kappel & Kristensen

Efter næsten 20 år i Caribien er guitaristen Anders Kappel Øvre tilbage i Danmark. Anders er uddannet på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København, men faldt pladask for folkemusikken i Trinidad under en studietur i Sydamerika, og så blev han hængende i to årtier.

Anders har trådt sine barnesko på Mors, og det er her han har slået sig ned igen med udsigt til Salling.

Efter hjemkomsten til Mors gik der ikke lang tid, før Anders og den lokale spillemand Lars Kristensen slog pjalterne sammen.

Lars er spillemand af den gamle skole og har spillet i utallige sammenhænge med musik fra Norden og de britiske øer. Han er for tiden aktiv med det Færøske orkester Spælimenninir, den irske guitarist Sean Wheelan og forskellige danske spillemænd.

Deres musikalske udfoldelser strækker sig fra traditionel folkemusik fra Norden, Irland, Wales og Skotland med en afstikker eller to til Nord- og Sydamerika.

Hele molevitten udsat for Guitar, Violin, Quatro, Keltisk Harpe, Mandolin og Nøgleharpe.

 

 

Claire White og Robbie Leask

Claire White er en prisvindende shetlandsk sing&songwriter og violinist, der har spillet violin i over 3 årtier og selv skrevet sange de sidste 8 år.

Med sin seneste albumudgivelse ‘Lasses Trust in Providence’ fokuserer Claire på kvinders fortællinger, belyser og sætter fokus på  “She” i Shetland! Claire har optrådt og undervist internationalt i femogtyve år og har tidligere givet koncerter i Australien, New Zealand, De Forenede Arabiske Emirater, USA, Canada, Island, Norge, Sardinien, Tyrkiet, Italien, Tyskland, Slovenien, Estland, Polen, Irland og Storbritannien.

Robbie Leask, som er multiinstrumentalist og komponist fra Lerwick, vil akkompagnere hende. Han var spillede violin i det Aberdeen-baserede ceilidh-band, Hogtie, i en årrække og er i øjeblikket guitarist i Corran Raa-kvartetten.

 

Rustik

Rustik består af 5 rutinerede amatørmusikere – alle med udgangspunkt fra Skiveegnen.

Efterhånden er en præsentation unødvendig, da bandet har løftet stemningen ved utallige arrangementer her på egnen – og såmænd har sin tradition for, hvert år at spille på samme scene ved Skagen Festival.

Hans Lund Kristensen er den senest ankomne, og træder med sin alder først i 60’erne direkte ind i Rustiks ungdomsafdeling. Koncerten er en festlig omgang folkemusik fra Danmark, Norge, Sverige, Skotland, Irland, England og måske også andre lande, leveret af Søren Charlie Ladefoged, Hans Jørgen Vestergaard, Arne George Ralston, Jens Dalby og så det senest ankomne medlem Hans Lund Kristensen.

 

Fra dato og kl:

13. Jun - 16:30

Til dato og kl:

13. Jun - 21:30

Adresse:

Traktørstedet ved Spøttrup Borg

Pris:

Gratis, hvis du kommer! - men der skal sikres en billet til 50 kr., der refunderes når du kommer til koncerten! Systemet er udelukkende for at undgå for mange tomme pladser. Der kan kun afleveres en billet pr. besøgende.

ARRANGØR INFO

Sommerliv omkring Spøttrup

MEDARRANGØRER

Spøttrup Cirklens musikgruppe